Landsbyen Møllevang er kåret til Danmarks bedste plejehjem

Landsbyen Møllevang i Randers er Danmarks bedste plejehjem 2022. Fredag den 11. november 2022 fik plejehjemmet overrakt prisen af Danske Seniorers landsformand Per K. Larsen. Prisen er på 20.000 kroner til en fest eller en oplevelse for beboere og personale.

Danske Seniorers landsformand Per K. Larsen overrakte prisen som Danmarks bedste plejehjem til Landsbyen Møllevangs centerleder Trine Børgesen. De to er flankeret af formand for Omsorgsudvalget Ellen Petersen og borgmester Torben Hansen.

”Vores aktion ”Danmarks bedste plejehjem” viser, at det er muligt – endda med få midler – at skabe hjemlige og gode rammer for beboerne, og at man ved at bruge musikken som kommunikationsmiddel glæder både sine beboere, sine medarbejdere og sig selv, siger Danske Seniorers landsformand Per K. Larsen og tilføjer: ”Man kan ikke være sur, når man synger”

Landsorganisationen Danske Seniorer tog initiativ til at finde de gode plejehjem som en reaktion på en masse negativ omtale af plejen, og håbet er, at de bedste plejehjem kan inspirere alle landets plejehjem. I alt havde Danske Seniorers medlemmerne bragt 35 plejehjem i spil, som gør det særlig godt med sang og musik i ældreplejen. 3.349 medlemmer deltog i afstemningen, og næsten fire ud af ti stemte på Landsbyen Møllevang.

”Jeg er både glad og stolt over kåringen på Landsbyen Møllevangs vegne. Ja på hele vores omsorgsområdes. For jeg ved, at omsorgsmedarbejdere hver dag gør en stor indsats og har hjertet med i at gøre en forskel for vores ældste og svageste borgere,” sagde borgmester Torben Hansen.

Formanden for Omsorgsudvalget Ellen Petersen var også stolt:

”I vores omsorgs- og værdighedspolitik lægger vi netop vægt på, at den enkelte borger oplever livskvalitet. Vi lægger vægt på, at borgernes møde med omsorgsområdet skal opleves som trygt, værdigt og respektfuldt. Her er indholdet i hverdagen særdeles vigtigt og skal være meningsfyldt for den enkelte borger. Kåringen af Landsbyen Møllevang som Danmarks Bedste Plejehjem 2022 er netop en anerkendelse af alles store arbejde for at nå vores mål.”

Det blev ved overrækkelsen af prisen for Danmarks bedste plejehjem 2022 netop fremhævet, at på Landsbyen Møllevang får alle mulighed for at fortsætte de aktiviteter, som gør dem glade!

Plejehjemmet er omkranset af en hæk, men dørene ud til resten af verden er altid åbne. I samarbejde med beboernes pårørende er nogle beboere udstyret med en GPS-tracker, som giver alle ro i maven, når beboeren forlader matriklen:

"Vi kender vores beboeres rutiner, og hvis nogle gerne vil gå, så skal de have mulighed for at gå en tur, mens vi også passer på dem," fortæller Trine Børgesen, som er centerleder på Møllevang. ”Det handler om at have frihed til at leve, så godt man kan, så længe man kan.”

Møllevang har haft musikterapeuter ansat i en håndfuld år. Udover at spille til fællesarrangementer bidrager de til at bygge bro mellem medarbejdere og beboere.

”Det handler ofte om, at man ikke sprogligt kan forklare en demensramt, at man er her for at hjælpe med påklædning, tandbørstning eller et bad. Så kan medarbejderen synge sig til en stemning af leg og tryghed. Det sungne ord når ganske enkelt længere ind end det talte. Og har man først skabt følelsen af, at her er et menneske, der vil mig det godt, glider hverdagen meget lettere,” siger Trine Børgesen.