Efterår på Nordre Fælled

Tag på sankeoplevelser på Nordre Fælled og tag naturen med hjem i køkkenet.

Efteråret giver gode muligheder for at sanke i naturen. Her kan du se en oversigt over det, du kan finde og samle på Nordre Fælled i løbet af efteråret.

Skovæbler 

Skovæbler kan man finde mange steder lige op af stierne eller inde ved Bistaden.

Tip: Hvis ikke æblet let slipper grenen, når du trækker i det, skal du lade det sidde - det er ikke modent endnu.

Valnødder

Valnøddetræer finder du, når du går forbi containeren ved Myretuen ind i skoven og lidt længere øst end Bistaden.

Tip: De grønne nødder klipper eller skærer du af træet - de modne nødder kan du samle op fra jorden eller let plukke fra træet.

Hasselnødder

Hasselbuskene, der bærer den danske nationalnød, finder du rigtig mange af i området bag busskuret på Garnisonsvej (til højre når du er på vej ind til BiStaden).

Tip: Det er bedst at plukke nødderne direkte fra træet, da de hurtigt bliver ormebefængte, når først de har ramt jorden.

Hyben

Hyben finder du en rigtig god samling af, lige før man kommer til skydebanen, hvis man kommer syd fra på højre siden.

Tip: Frugterne vrider du let af busken eller klipper dem af med en saks.

Hyldebær

Hyldebær er til at finde mange steder ved kanten af skovene og ved Bistaden.

Tip: Brug en saks til at klippe bærklaserne af med, og vær forsigtig - de kan nemt smatte ud og saften er tæt på umulig at få af tøjet. 

Brombær

Lige før sneglesvinget møder Nordre Fælled Vej til venstre side, kan du være heldig at finde brombær. 

Tip: Pas på tornene, når du plukker brombærrene af busken - tag eventuelt et par handsker på. 

Slåen

Slåen finder man rigtig meget af til højre side på Guldsmedsgyden.

Tip: Frisk slåen smager besk, men kan for eksempel bruges til at lave snaps eller slåen-oliven.

Regler for sankning

I gamle dage sagde man, at det var tilladt at sanke det, man kunne samle i en hat. I dag er tommelfingerreglen, at det er tilladt at sanke det, man kan samle i én lille pose til privat brug og kun af ikke truede arter. God fangst!