Din, min og vores historie

DIN, MIN og VORES historie bliver til et stort gavlmaleri på Nørrevangsskolens ydermur. Derfor indsamles 'Nordbyboernes' drømme, minder og fortællinger fra området i det nordlige Randers.

Foto: KOLOSSAL

Nordbyen skal have et nyt stort kunstværk på Nørrevangsskolens ydermur ud mod Nørrevangsparken. Ingen ved endnu, hvad værket kommer til at forestille, for det er nemlig din, min og vores historier om og fra Nordbyen, der skal danne inspiration for kunstneren.

Din historie er vigtig!

I starten af 2024 udvælger street art bureauet KOLOSSAL den kunstner, der skal male gavlen i løbet af foråret. Derfor indsamler Bysekretariatet, Randers Bibliotek og Nørrevangsskolen, frem mod 2024, alle ’Nordbyboernes’ historier om og fra området i det nordlige Randers.

Det sker gennem et fælles arrangement, en online blog og løbende indsamling fra byens institutioner. Til sidst samles det hele i et katalog, der bliver udgangspunktet for kunstnerens kreative proces.

På den måde danner historiesamlingen inspiration for kunstneren samtidig med, at vi sammen skaber en fælles fortælling om Nordbyen og de mennesker, der bor her.

Indsamlingen af livshistorier fra Nordbyen fortsætter indtil medio november, så du kan fortsat nå at give dit bidrag med. Det kan du gøre på forskellige måder:

Indtal en besked eller send en sms 

Send en sms eller indtal en besked om, hvad du synes er særligt ved Nordbyen, eller hvad du ønsker det nye Gavlmaleri skal forestille på: 0045 7179 1071.

Læg din fortælling i historiekassen

Find den fysiske historiekasse i Skt. Andreas Kirke, Hadsundvej 81, 8930 Randers NØ. Her kan du skrive dit bidrag med pen og papir.

Foto: KOLOSSAL Kunstbureauet KOLOSSAL er eksperter i at udvikle projekter indenfor street art og kunstudsmykning, og har de seneste år lavet store kunst- og designprojekter over hele landet.

Fællesaften på Nørrevangsskolen

Den 21. september 2023 blev indsamlingen af dine, mine og vores historier om Nordbyen skudt i gang. Her indviede Mads Fredberg fra street art bureauet KOLOSSAL Nordbyens borgere i, hvordan processen - fra beboernes historier til det store gavlmaleri - vil forløbe.

Herudover bød aftenen på musik af de lokale rappere Eliasusm og Scottie Racks, workshops med Randers Biblioteket, Randers Stadsarkiv, Bysekretariatet og KOLOSSAL, en byvandring i lokalområdet og endelig fællesspisning i skolens kantine. Arrangementet resulterede i en masse historier fra området fortalt gennem små videointerviews og indlæg på den åbne digital historie-blog. Hertil skabte Nørrevangsskolens elever deres helt egen fortolkning af street art værker.

Billederne nedenfor er taget af URBAN GOODS.